/media/6164/sfk-nyhed-4-of-6.jpg

Født samme dag som Smukfest

Marianne er født i Skanderborg den 5. juli 1980 – mød her festivalens pseudotvilling.

Af: Randi Rehmeier
10. juli 2019

Om det var sol eller regn på den allerførste udgave af Skanderborg Musikfestival, dét var Tove ikke nærmere optaget af. Heller ikke hvilke musikere, hun kunne have oplevet på Bøgescenen den dag, 5. juli 1980. Den 27-årige skanderborger lå i fødsel på Skanderborg Sygehus, og kl. 14. kom Marianne.
“Så det var ikke kun jer, der startede noget den dag!” udbryder Tove, da vi møder hende og de følgende to generationer af festivalgængere i skoven.
Det er Marianne Nyland Madsens 39-års fødselsdag, hjemme venter familien med grillmad og havehygge.  

En særlig dag

Vi sætter os på bænkene ved Bøgescenerne, som i jubilæumsweekenden er støbt om til 1980-look. Den 6. juli genopfører Oure Højskole den allerførste festival. Tove, Marianne og børnene kan desværre ikke komme – men de så jo i øvrigt heller ikke den ægte første festival.
“Nå, det var sådan det lød,” konstaterer Tove Marie Hansen om de lydprøvende amatørmusikere på scenen. “Jeg kunne ikke høre noget fra sygehuset dengang, men det var jo heller ikke så vildt og stort som nu,” beretter Tove.
Men selvfølgelig var dagens store glæde i hendes familie ikke fem unge drenges musikarrangement i bøgeskoven, men Marianne.
“Vi havde ikke planlagt at deltage, fordi jeg jo var meget gravid,” siger Tove om 1980, “men ellers kunne vi nok godt have fundet på at gå derud og kigge. Det kostede jo ikke noget dengang, alt var åbent. Det var spændende, at skoven blev taget i brug, ellers skete der jo ikke rigtigt noget herude.” 

Lommepenge i skovbunden

Der skulle dog gå nogle år, før familien kom i skoven. I 1988 tog Tove med en veninde på festival, og Marianne samlede flasker.
“Min første oplevelse var at gå rundt imellem bænkene her med en lille lommelygte og samle flasker. Min mor havde en fast stub oppe på bakken, hvor hun stod, og jeg kunne altid finde hende. Det havde nok ikke været lige så nemt i dag,” siger Marianne og sender et blik i retning af datteren Ida på 9 år og hendes kusine Esther. Ida har også samlet flasker på Smukfest, men med mor tættere på.
“Vi var seks børn, som samlede for 500 kroner HVER,” siger Ida begejstret, og mor-Marianne fortæller hende om dengang, hvor hun selv samlede festivalpant nok til at kunne købe sin første helt nye cykel efter sommerferien. 

Voksen med festivalen

I dag, på sin og festivalens 39-års fødselsdag, tænker Marianne tilbage på de forskellige tider. Efter 80’ernes barndom med flaskepant og en meget lille, fri festival, kom teenageårene i 90’erne med skolekammerater og fester, der kunne mærkes. På scenen stod stadig større navne. I 00’erne blev både pige og festival voksen, og Marianne begyndte at læse – på Smukfest var hun frivillig campingvagt. Imens udviklede festivalen sig rivende med større festivalområder og temabarer. I 10’erne har der ikke været helt så meget festival i Mariannes liv:
“Vi har haft en pause på nogle år, fordi vi fik børn, men nu er vi her igen. Det blev mest til en gåtur i bodgaden med barnevognen, da Idas storebror Jakob var lille,” siger hun.
Det sidste kan hun godt ærgre sig over, ikke er muligt længere. Ikke fordi den nu 11-årige dreng er vokset fra barnevognen, men fordi den afslappede åbenhed, hvor man uden armbånd kunne promenere på store dele af festivalen er fortid.
“På den måde kan man sige, at festivalen er blevet meget stor. Den har jo også skullet udvikle sig, og det er blevet noget andet i dag. Men stemningen synes jeg er den samme, hvor folk hygger sig i fjollet fuldskab uden aggresivitet. Det er imponerende,” siger Marianne. 

Dejligt med festival i Adelgade

Familien bor i Torrild mellem Skanderborg og Odder – men mormor-Tove bor stadig nær festivalpladsen.
“Jeg har ikke været på festivalen siden 30-års jubilæet i 2009, men vi er jo med hvert år alligevel, fordi vi har huset fyldt med folk,” bemærker Tove med et smil.
Hun er i dag 66 år, har haft et langt arbejdsliv på bostedet Sølund og været meget involveret i den tilhørende festival. Så interessen for festival er der, og hun nyder, at Smukfest igen præger hele bymidten i Skanderborg:
“Sådan var det jo meget i gamle dage, at byen blev vækket. Det har stået stille i nogle år, men nu er det tilbage, og det mener jeg er rigtig godt for Skanderborg.”
“Smukby” er netop titlen på de fælles arrangementer, Smukfest, Skanderborg Kommune og Cityforeningen iværksætter i Adelgade, også i 2019.
 
Fødselaren Marianne skal videre i dagens program, og det ER da lidt sjovt at dele den med en stor begivenhed som Smukfest, som mange har en mening om eller et forhold til.
“Det kommer op i ny og næ, når jeg taler med nogen om festivalen og f.eks. hvor gammel den egentlig er. Det ved jeg!” siger Smukfests pseudo-tvilling.

Se kontaktoplysninger