På Smukfest er der adgang til badning fra både festivalspladsen og Kærligheden. Derfor er det vigtigt med et hold veloplagte livreddere.
En af dem der er med på livredderholdet for første gang, er Frederik Heilmann på 45. Han har været frivillig fire gange tidligere, men det er første gang, at han er med på livredderholdet.
En ide kæresten Trine fik, da de ikke var blandt de heldige, der nåede at få en billet til festivalen. Trods lidt problemer med at holde varmen, så er Frederik glad for at være med på livredderholdet.
”Det er et super godt og sammentømret hold med god stemning, men samtidig er det 100% professionelt,” siger han.
Frederik Heilmann har en pædagogisk baggrund, som han selv mener er perfekt til at håndtere nogle af de mennesker, der måske har lidt promiller i blodet, når de besøger søbadet på festivalen.
Uddannet livredder
På holddagen skal de frivillige igennem både et førstehjælpskursus og en åbent-vand livredder prøve. En prøve hvor de skal vise, at de kan svømme, dykke og bjerge. Prøven skal klares, for at de kan få lov til at være livreddere på festivalen, så alle gæster på Smukfest kan føle sig trygge, når de hopper i vandet.
Michael Mindstrup Lund har været med på holdet i syv år, og han har i de sidste tre fungeret som sub formand. Til prøven agerer han moment i et af de scenarier, som de frivillige også skal igennem. Som moment skal Michael lade som om, at han er faldet i vandet med tøj på, og de frivillige skal nu få ham reddet om op af vandet og give livreddende førstehjælp.
Michael kan godt lide at være en del af holdet, hvor de vægter det sociale højt. De holder både julefrokost og mødes før arrangementer for alle Smukfestmedhjælpere. De har også en camp under festivalen, og flere kommer alene, og bruger hele smukfest sammen med de andre på holdet. Som en del af livredderholdet skal man være klar på en snak, for udover at holdet har et godt fællesskab, så vil der også være masser af mennesker at snakke med på festivalen. En af de ting Michael mener er det bedste ved holdet.
”Uanset vind og vejr, så er der altid folk hernede, og de vil altid gerne snakke med en livredder,” siger han.