Hvis ikke det var for Skilteholdet, hvordan skulle du så finde ud af, hvor du er, eller hvor du er på vej hen?
Tænker du over, hvor de mange flotte skilte i skoven kommer fra? Dem, der sørger for, du altid kan se, hvilken bar du står ved, hvor du kan få dit armbånd på, eller hvor det nærmeste toilet er?
Skiltene er alle kærligt malet af Skilteholdet. Det er også dem, der omhyggeligt tryller Walther frem, hvad enten han er politimand eller musiker.
Formand for Skilteholdet Susanne forklarer, at der ligger passion bag hvert eneste skilt.
”Vi er meget ærekære omkring det, vi laver. Vi græder indeni, hvis vi møder nogle skilte, som aldrig er nået ud til os og blevet frisket op, men bare er blevet hængt op og er revnet og støvet. De skulle have været vasket og frisket op med maling,” siger Susanne.
Hun står i spidsen for 130 frivillige, og de fleste af dem er gengangere. Den ”ældste” medhjælper har været på holdet siden 1993. Men alle nye medhjælpere bliver hurtigt en del af den store skilteholdsfamilie.
Et af ”Skilteholdsfamiliemedlemmerne” er Mattias, der har været her i fire år.
”Det er alle tiders hold. Vi er en familie, og man kommer igen for at snakkes og mødes. Vi holder en ekstra skiltefest. Og til medhjælperfesten er vi også typisk mange, der kommer afsted sammen,” siger Mattias.
Det var også blandt pensler og malerbøtter, han for nogle år siden forelskede sig i en af de andre medhjælpere, som han i dag er blevet gift med.
Måske gemmer der sig faktisk noget ekstra kærlighed i malingen, så det ikke kun er kreativiteten, der vågner.
”Skilteholdet er faktisk et godt hold, hvis man skal ud at lede lidt efter kærligheden. Vi har også et andet par, der har fundet sammen og har fået et barn sammen,” fortæller Mattias.
Susanne holder fast på, at det vigtigste hver dag er at have det sjovt sammen. Men skilteholdet emmer af kreative og arbejdsivrige hænder, og hun er meget stolt af sine medhjælpere.
”Hvis vi skal mødes klokken ni, så sidder alle folk klar her 8.59. Alle er så ordentlige og pligtopfyldende og med på at vi gør det her og løfter i flok. Vi er alle sammen lige uanset, om man er formand eller har været med ét år. Vi er alle sammen om en opgave, og den ånd lever godt på vores hold,” fortæller Susanne.
Fakta om Skilteholdet (4008):
Antal frivillige: 130
Alder: Den yngste på holdet er 14 og den ældste 71
Formand: Susanne Berthelsen
Skralder maling – dvs. de maler med de rester, de andre hold ikke kan bruge
Synger Skilteholdets egen sang sammen hver dag