Skanderborg Festivalklubs seniorklub, Gl. Walther, lokkede Kristian Lilholt Band til at lægge vejen forbi Capri.
Tirsdag den 21. maj var der godt gang i Skanderborg, da festivalklubbens seniorklub havde inviteret kommunes pensionister til koncert. Kristian Lilholt Band var forbi Capri og gav to helt særlige matinékoncerter – én om eftermiddagen kl. 14.00 og igen om aftenen kl. 19.00.
Koncerterne var bygget op omkring Kristian Lilholt Band og deres landprojekt, som også var ledsaget af filmoptagelser og med indlagte overraskelser.
Til koncerten var der naturligvis også kaffe og fødselsdagskage i anledning af festivalens 40-års jubilæum. Billetprisen afspejlede også jubilæumsåret og kostede kun én krone pr. Smukfest-år – altså 40 kr. i alt, og det var inklusive velkomstdrink og lidt godt til ganen.
Udover koncerterne på Capri har Gl. Walther også stået for en lang række musikalske jubilæumsbesøg på plejecentrene i og omkring Skanderborg i løbet af foråret og sommeren.