Fra opstiller og nedriver til bartendere. To frivillige udnytter Småfest 2021 til at prøve kræfter med noget helt nyt – at hjælpe gæsterne med at slukke deres tørst.
Hvis du trænger til at køle ned med en iskold fyraftensøl, kan du være så heldig at få den skænket af Patrick i Tommys Taverna. Er du mere til at slukke tørsten i en kold rosé, er det muligvis Marianne, der fylder dit glas i Vinoteket.
Men Patrick fra Skanderborg og Marianne fra Aarhus står ikke normalt på denne side af baren. Det er faktisk første gang, de skænker alkohol for tørstige festivalgængere, og det giver nogle udfordringer.
”Jeg skal sætte mig ind i noget helt andet. Nogle gange bestiller folk noget, jeg ikke kender,” siger Marianne om udfordringerne ved sit nye job.
Der er endnu ikke travlt på det tidspunkt, hvor Patrick udtaler sig, men han regner med, at der kommer mere gang i den i løbet af dagen. Alligevel er han ikke bekymret for, om han kan følge med.
”Det er supernemt. Men det hjælper nok også, at udvalget er på fad,” siger han.
Karriereskift
Normalt piller den ene det ned, den anden har sat op på Smukfest. Patrick er opstiller og Marianne er nedriver. Nu er øl på bardisken, det eneste, han stiller op, mens hun tager flasker ned fra vinhylden.
Marianne er glad for ikke at være på nedbryderholdet længere, fordi hun synes, det er for hårdt. Hun er derfor glad for at kunne fortsætte som frivillig i en ny funktion.
”Jeg fik den her mulighed for at komme ind som frivillig, så den måtte jeg tage,” siger Marianne.
Patrick har været opstiller i fem år, men sidste år besluttede han sig for, at han skulle prøve noget nyt, og nu er han altså endt bag baren.
”Min mor er bartender i champagnebaren, og hun har talt godt om det.”
Og han er godt tilfreds med sin nye arbejdsplads.
”Det er rigtig fedt. Her er nogle dejlige mennesker,” siger han.
Også Marianne er fan af den stemning, der er bag baren i Vinoteket.
”Der er en ånd blandt medhjælpere. Uanset hvilken funktion, man har. Man får et tilhørsforhold til det sted, man er,” siger hun og fortæller, at hun derfor har bedt om flere vagter.
Både Marianne og Patrick er blevet så glade for deres nye titel, at du godt kan regne med at møde dem bag baren igen næste år.