/media/7612/hjemmefest_randers_header.png

Walther pimpede hjemmefest for Smukfest medhjælpere

Da Walther hørte, om aflysningen af den sædvanlige skovfest i uge 32, blev han både trist og lettet. For det ér mange mennesker og meget fest for sådan en gammel trold, men at skulle undvære det et helt år endnu – det ville alligevel også være for mærkeligt. Derfor besluttede Walther: hvis folket ikke kan komme til festen, så må festen komme til folket.

Af: Nadja Kaaberbøl Olsen
3. august 2020

På Facebook var der mulighed for at deltage i konkurrencen om at være en af de tre heldige vindere af karavanen ”Walther pimper festen”. Søndagens fest var forbeholdt medhjælperne på Smukfest, og her løb Ulrikkea Hildebrand med sejren.

Den glade vinder, Ulrikkea Hildebrand, har været på Smukfest i 25 år, de seneste 18 år som medhjælper. Og som hun skrev i sin kommentar i konkurrenceopslaget, ”så er et år uden Smukfest under ingen omstændigheder en mulighed”. Hun tog derfor sagen i egen hånd, allierede sig med gode venner og stablede Råsted Smukhome ’20 på benene. En miniversion af Smukfest, hvor naboer og venner skulle feste fra fredag til søndag, men da Ulrikkea løb med sejren og et besøg af Smukfest, forlængede de til og med søndag.

Ulrikkea Hildebrand (th.) med veninden Birgitte Glerup (tv.), som lagde have til festen

Samling på holdet

Ulrikkea Hildebrand er en del af Camping Safety Service, og hele holdet var naturligvis inviteret med til søndagsfest i bedste Smukfest stil. Mange var mødt op, én kørt helt fra Fyn. CSS, som holdet forkortes, plejer kun at se hinanden den ene gang om året, hvor der er festival i skoven. Så præmien faldt på et tørt sted og sørgede for medhjælperkollegaernes gensyn trods en aflyst festival:

”Så fik vi alligevel lidt af den antidagligdag, vi kommer til at mangle og muligheden for at pleje vores fællesskab”, som Benny Kelstrup fra holdet udtrykte det.

At være til et arrangement, der så meget som det er muligt at minde om Smukfest, når man sidder i en have lidt nord fra Randers, være medhjælper på festivalen og IKKE være dem med ansvaret for, at gæsterne til festen havde det godt, var en anderledes oplevelse for medhjælperne fra Camping Safety Service. De er bestemt ikke vant til at læne sig tilbage og tilbød da også flere gange festarrangørerne, om der var noget, de kunne gøre.

Frivillige sørger for festen

Ligesom i skoven var det også frivillige medhjælpere, der var at finde bag baren til hjemmefesten i Råsted denne søndag. Walther havde brug for en god flok på omkring 30 mand til at sørge for festen, og der skulle ikke foretages mange opkald, før holdet var sat. En af dem der var lynhurtig til at takke ja til tilbuddet var Merete Andersen, der på festivalen holder til i baren, Maskinrummet.

Hun savnede fællesskabet i skoven, og for Merete er det lige netop dét, der kommer til at mangle allermest denne sommer. At være mere end 15.000 medhjælpere sammen om et fælles projekt på tværs af alder, køn og uddannelse. Som Merete beskriver det: "Det er lige meget, om man er kasseekspedient eller bankdirektør. Når man er på Smukfest, er vi alle på det samme hold".

Se kontaktoplysninger