/media/9170/hippie-banner.jpg

Holdportræt: Glade hippier slukker din tørst i kulørte drinks

I en af Smukfests største barer, Happy Hippie Bar, er stemningen lige så høj, som der er travlt, når de 70’er-klædte bartendere langer spande med farverige cocktails over disken

Af: Sigrid Friis Neergaard
3. august 2022

Bedst som du står og nyder den koncert på Bøgescenerne, som du har glædet dig allermest til hele året, snører din hals sig sammen, og du må have en drink. Hvor søger du hen? Et godt bud er Happy Hippie Bar, der ligger på toppen af bakken med direkte udsigt til scenerne.

Her er 178 frivillige oplært i at stille din tørst. De er ca. 50 på vagt sammen af gangen. 42 bartendere og 8 backupper.

Der er hele tiden travlt i Happy Hippie Bar, hvor gæsterne strømmer til både under og mellem koncerter. Især når solen skinner, og varmen trykker, stiger trangen til en kold drink blandt gæsterne.

”Når der er mest run på, bliver der langet 3-4.000 drikkevarer over disken på én time. På en rigtig god dag kan vi omsætte for 2 millioner kroner. I år håber vi på at have mere end en af sådan nogle dage,” fortæller Lasse Riber Rosholm, der i år er formand for baren for første gang. Det er sjovt, men hårdt.

Og det er der grund til, at han synes, for der er altid travlt bag baren, hvor de frivillige ligner nogen, der er ankommet med en tidsmaskine fra 1970’erne. Der er nemlig en dresscode, og den hedder, som baren indikerer, ”hippie”. For dem, der ikke har gemt sit tøj fra den tid, er der en garderobe med alskens flower power-tøj.

En, der ikke behøver, lede efter et outfit i garderoben, er Majken, der er med bag baren for fjerde gang. Hendes normale tøj blender perfekt ind i bartemaet, og det er også en af grundende til, at hun bliver ved med at komme igen på holdet.

”Jeg har altid været hippien. Andre er klædt ud, jeg har mit eget tøj på. Da jeg først kom til baren, var jeg nyskilt og kom helt alene. Jeg følte, at jeg kom hjem,” siger Majken.

Men årstallet er ikke hendes eneste grund til at være med. Ren kærlighed er nemlig ikke bare navnet på barens signaturdrink, det er også, hvad der blomstrer bag baren mellem de frivillige.

”Vi gør smukke ting. Det betyder, at der er god service, selvom der er travlt. Så snart, baren åbner, er vi på, men vi støtter hinanden. Alle har bare en god attitude og er tålmodige, selvom der er run på hele tiden,” forklarer Majken.

Fakta om Happy Hippie Bar

Antal frivillige: 178

Formand: Lasse Riber Rosholm

De frivillige bartendere sætter en dyd i at sprede god stemning, så de tager gerne et shot med dig. Du kan også finde dem dansende bag baren, når de har tid til det

Se kontaktoplysninger